A 15% Tariff Is Painful. A Trade War Would Be Worse.

AmCham has written an op-ed that is being published in the Danish media about the current tariff agreement between the U.S. and the EU. Read our English summary of the situation, or read the whole piece in Danish.

English summary

On 27 July, Trump and von der Leyen agreed on a framework with a 15% baseline U.S. tariff on most EU goods. An August 21 clarifier capped branded pharmaceuticals at 15% and foresees auto tariffs falling to 15% if the EU moves to zero-tariff on U.S. industrial goods and eases key non-tariff frictions.

This is a de-escalation, not a surrender: the EU paused retaliation for six months amid weak growth in Germany, France, and Italy, while court cases are unlikely to end the tariffs as the U.S. can reissue measures under other authorities.

The real battleground is non-tariff barriers; the EU should expand the MFN/zero-tariff list, issue one joint, consistent text with Washington, and streamline regulation to safeguard competitiveness.

Danish op-ed

Det Amerikanske Handelskammer i Danmark: Handelsaftalen er en kontrolleret nedtrapning – hvis vi bruger tiden rigtigt

Aftalen er uperfekt og ucharmerende, men alternativet er langt værre – vi har undgået en handelskrig og kan herfra arbejde hen imod at løse de udfordringer, der har bragt os i denne situation, skriver Stephen Brugger.

Den 27. juli i Turnberry indgik Præsident Donald Trump og Kommissionsformand Ursula von der Leyen en ny rammeaftale for transatlantisk handel.

Overskrifterne derfra var voldsomme; 15 procent toldafgift som udgangspunkt, og intentioner fra EU om at opkøbe mere amerikansk energi for omkring 4,8 billioner danske kroner, og yderligere investeringer i det amerikanske marked for mere end 3,8 billioner kroner.

Udfordringen er, at helt fra begyndelsen har kommunikationen om aftalens indhold være modstridende, hvilket ikke er ideelt for virksomheder der ønsker klarhed.

Men fra 21. august kom der mere lys i tågen med en opfølgende fælleserklæring fra Washington og Bruxelles, som klargjorde at generelle patenterede lægemidler får en 15 procent toldafgift på sig.
Biler- og bildele får en reduktion fra 25 procent til 15 procent toldafgift betinget af at EU indfører nul-told på industrivarer fra USA, og at der sker ændringer på visse ikke-toldmæssige barrierer – mere om dette senere.

Så skal dette defineres som en EU ”overgivelse”, eller er det et nødvendigt kompromis? Fra virksomhedernes perspektiv, bør dette hverken anskues som en kapitulation eller en større triumf for EU.
Det er derimod tale om en deeskalering af situationen, som sikrer, at vi ikke ender i et scenarie, hvor 30-50 procent toldafgifter rammer eksporten til EU’s største handelspartner.

Stop for gengæld

En anden afgørende faktor, er at EU har stoppet sin planlagte gengældstold mod USA i seks måneder minimum. Det mindsker risikoen for en tit-for-tat spiral, netop som Tyskland, Frankrig og Italien kæmper med svag vækst.

I den eksisterende europæiske situation er tilbageholdenhed det økonomisk fornuftige valg, der begrænser yderligere pris- og eksportchok.
Grundlæggende, bør to erkendelser slå igennem i EU og guide de kommende skridt fra Bruxelles.

1. Ideen om at Trump-administrationens toldafgifter stoppes af domstolene i USA, er formentlig et fatamorgana. Hvad vi hører fra vores kontakter i D.C. er meget tydeligt; selv ved delvise domstolsnederlag kan administrationen genudstede foranstaltninger via andre myndigheder. Overordnet er pointen at søgsmål muligvis kan skære lidt kanter til, men formentlig ikke kommer til at ændre på den vej administrationen går.
2. De økonomiske realiteter for forskellige sektorer ser meget forskellige ud. Sektorer, der står til nul-procents toldafgifter, står stærkt – og det kan også argumenteres at bil-sektoren, som er så afgørende for den tyske økonomi, står stærkt overfor en presset amerikansk bilindustri – der har opbygget et triade-produktionssystem med Canada og Mexico, hvor en gennemsnitlig bil rykker landegrænse 9 gange, før den er færdigbygget, men som er udfordret af de nye toldafgifter på jern, stål og bildele fra USA’s side. Ergo vil den europæiske bilproduktion, potentielt set, stå stærkt som konkurrent indenfor produktionsomkostninger.

Intet af dette løser dog det presserende spørgsmål; hvad med de europæiske ikke toldmæssige-barrierer. Den digitale service skat, IT-regulering, fødevarer-kontrol og monopol-rettigheder er alle dybt betændte problemstillinger i Washington, som EU ikke har et klart svar på.

Det, vi ser nu, kan muligvis anskues som en uformel quid pro quo, som sikrer, at EU kan opretholde sin reguleringsmaskine (som amerikanerne anser som en barriere til EU-markedet), men at adgang til det amerikanske marked til gengæld bliver mere restriktiv qua toldafgifter.

Problematikken er, at Washington anser dette som den helt store udfordring – så det kommer til at være tilbage på bordet inden længe.

EU’s mål herfra bør være klart:

1. Få udvidet og klargjort sektorer, der hører under nul-tolds/MFN (Most-Favoured-Nation) -bilaget: Arbejd hen imod at Tech, lægemidler og fødevarer i højere grad kan indrammes under MFN.
2. Få fælles rammer på plads: undgå mere offentlige, modstridende meldinger og meld ud i fællesskab med USA.
3. Få mindsket reguleringsjunglen, som både danske virksomheder (og amerikanerne) er højst utilfredse med, og som er med til at mindske vores globale konkurrenceevne.

Aftalen er uperfekt og ucharmerende, men alternativet er langt værre – vi har undgået en handelskrig og kan herfra arbejde hen imod at løse de udfordringer, der har bragt os i denne situation.